onsdag den 4. marts 2009

Hvor blev dagen af?

Jeg har absolut intet lavet i dag. Jeg har næsten ikke bevæget mig. Jeg har set en hel sæson af Seinfeld, spist så meget chokolade, at jeg har kvalme, og så har jeg stenet blogs.

Efter at have brugt hele weekenden og dagen i går på lorteopgave, som overhovedet ikke er pensum, kunne jeg bare ikke klare mere. Jeg tog en pjækkedag.... hvis man da kan pjække fra et universitetsstudium? Jeg har ellers nok at se til. Jeg har to afleveringer i næste uge, og jeg er bagud i to ud af tre fag.

Hvis jeg har lært noget af sidste år, er det dog, at jeg skal lytte til mig selv, og i morges hørte jeg mig selv sige, at jeg havde brug for en slapper. Der er også den sociale faktor at medregne - jeg kan simpelthen ikke klare at være sammen med andre mennesker hele tiden. Jeg har brug for nogle pusterum, hvor der er helt stille, så jeg kan samle mine tanker og slappe af.

Så længe det ikke bliver et hul, jeg falder i, er det vist også ok. I morgen er jeg oppe på hesten igen. Jeg skruer mig ned i min stramme nederdel, sætter håret op i en knold og skriver den skatteretsaflevering, så jeg kan holde weekend med god samvittighed.

Lidt uden for kontekst var det også meget rart at opdage, at jeg ikke længere kan lave mit forsvindingsnummer fuldstændig ubemærket. Tine reagerede prompte med en "er du syg"-SMS. Hun er nu også altid så betænksom.

2 kommentarer:

Trine sagde ...

Håber du nød din personlige omsorgsdag:-)

Anonym sagde ...

Lyder som en god dag - og ja, man skal netop huske at lytte til sig selv. Dét i sig selv kan være svært nok :-)