Julefreden er langt om længe ved at sænke sig i mit lille hjem. Det tog et par dage, at få eksamen på afstand, men efter en weekend hjemme hos mor, begyndte jeg at slappe af. Vi gik en tur om Alminsø, hyggede og besøgte en veninde, der har købt hus på landet.

I går havde jeg så julebagedag med pigerne. Det var superhyggeligt at pludre med dem i køkkenent, og som en ekstra bonus har jeg nu skabet fuld af kager og konfekt :-)

Formiddagen i dag er gået med at give lejligheden en ordentlig overhaling. Alt er rent og pænt, og så har jeg oven i købet fået ekstra gulvplads ved at skille mig af med mit fjernsyn. Jeg slap selv for at køre på losseren ved at sætte en annonce i den blå avis om, at det var gratis ved afhentning. Tror ikke, jeg kommer til at savne det.

Endelig har jeg købt alle mine julegaver på nær én her i eftermiddag, så nu er der vist ikke så meget mere, jeg skal.

Jeg har accepteret, at jeg er en kegle

"Line, du er altså den eneste, jeg kender, der gør sådan noget!"

Denne kommentar har plaget mig i nogle dage nu.

Den faldt fra min venindes mund til en anden venindes fødselsdag forleden.

Suk, jeg må nok hellere fortælle, hvad det var, jeg gjorde.

Vi var samlet fire tøser i køkkenet hos min veninde, hvor vi pludrede, mens hun lavede mad. Efter kort tid begyndte jeg at blive lidt træt af at stå op, så jeg fik mig diskret møvede i position, så jeg kunne sætte mig på den eneste skammel i rummet. Den rokkede lidt, da jeg satte mig på den, men jeg tænkte ikke nærmere over det.
Der gik nok godt fem minutter, hvor jeg sad på skamlen og delvist bladrede i en kogebog og snakkede med, indtil en af pigerne pludselig udbrød: Guuud Line, du sidder på kagen!!!
Det viste sig, at det der havde rokket var en bradepande med en kagemand i og et viskestykke henover.
Da var det så, at kommentaren faldt.

Og så er det, jeg tænker, at det da ikke kan være sandt. Jeg kan da ikke være det eneste menneske, der gør mig selv til grin den ene gang efter den anden. Hvis det var tilfældet, ville Sys Bjerre jo ikke have noget at synge om. Jurapigerne er naturligvis perfekte og sætter sig aldrig på ting, der ikke er egnet hertil, men jeg er nu ret overbevist om, at der findes andre elefanter i denne glasbutik af en by. Måske skal det være mit nytårsforsæt at finde nogen af dem.

Kagemanden tog for øvrigt ikke slemt skade. Den var måske en kende flad på midten, men da den først var blevet prydet med glasur og slik, var den vældig fin igen.

Livstegn fra den lejlighed, der er begyndt at lugte så underligt.

Eksamenssteneriet når helt nye højder. Jeg læser ca. 120 sider om dagen, jeg forlader ikke min lejlighed, og jeg taler stort set ikke med nogen.

I nat drømte jeg, at jeg var til den første eksamen. Jeg fik 9, hvilket både var lidt skuffende og meget mærkeligt, fordi man slet ikke kan få 9 længere.

Jeg kom til at tænke på i går aftes, at hvis jeg faldt død om, ville der nok ikke være nogen, der opdagede det før på søndag.

Det til trods har jeg det dog bedre med alt det her, end jeg plejer at have, når jeg læser op om foråret. Der er ikke så mange andre, der er ude i øjeblikket, så jeg føler ikke, jeg går glip af så meget.

Sure mænd

Der er opstået et helt nyt irritationsmoment i Århuspigens liv.

Jeg har fået for vane at handle søndag eftermiddag, hvor kun et enkelt supermarked i mit nærområde har åbent. Dette betyder ikke alene, at jeg står i kø i en halv time - det gør egentlig ikke så meget, når bare jeg har min IPod med. Nej, det betyder endvidere, at jeg hver søndag løber ind i Bartenderen, som jeg havde en kort affære med, efter jeg gik fra Schweizeren.

Jeg har egentlig ikke noget imod denne mand. Jeg synes, vi havde nogle gode uger sammen, selvom jeg godt vidste, at det ikke skulle være os to.

Det hele endte dog på en lidt mærkværdig måde. Jeg tog til fest på universitetet og glemte som sædvanligt alt om min mobiltelefon. Der er meget høj musik til vores fester, vi er meget fulde, og jeg bryder mig faktisk heller ikke om, når folk sidder og fumler med deres mobil til en fest.

Da jeg kom hjem fra festen med min Mac Donalds mad i hånden ved ca. 4 tiden, var det første jeg fik øje på et postkort fra Schweizeren. Mit hjerte sank, og det gik op for mig, hvor meget jeg egentlig savnede ham. Min telefon ringede, og jeg fik en hysterisk Bartender i røret, der spurgte mig, hvad der var galt. Han mente selvfølgelig: Hvorfor har du ikke svaret på de tusinde beskeder, jeg har lagt på din telefon? Men fuldedum, som jeg var, svarede jeg: Jeg har lige fået et postkort fra min X-kæreste.

Bartenderen flippede ud. Han syntes, jeg havde holdt ham for nar, og jeg gad egentlig ikke prøve at rede trådene ud nu, når jeg alligevel havde opdaget, at jeg endnu ikke var ovre Schweizeren.

Anyway, alt det gik hurtigt i glemmebogen for mig, altså lige ind til det gik op for mig, at han stadig er skide bitter på mig. Jeg smiler pænt og hilser på ham, når vi mødes, og han kigger væk og går sin vej.

Det er meget generende hver søndag at blive mindet om, at der er nogen der ude, der synes, man er helt vildt dum. I virkeligheden har jeg jo heller ikke gjort andet end ikke at være forelsket i ham, så jeg synes det er lidt uretfærdigt.

Hemmeligheden

Jeg har fået en stor hemmelighed at vide og i sagens natur, må jeg ikke fortælle den til nogen. Det er ganske forfærdeligt, for nu kan jeg slet ikke tænke på andet.

Heldigvis ser jeg ikke så mange mennesker her i eksamensperioden.

Krammetyraniet

Hvornår blev det egentlig comme il faut at kramme alle mennesker, man nogensinde har kendt, når man møder dem på gaden?!

I de seneste par dage er jeg blevet krammet af tre mennesker, som jeg aldrig ser eller taler med.

Hvad er der nu galt med en høflig hilsen eller et godt, gammeldags håndtryk?

Jeg synes ærlig talt det er hård kost for mit reserverede, nordiske væsen.

Vendepunktet

Jeg har lige løbet!!!

Det er første gang, siden jeg blev kørt ned og forstuvede min ankel for snart to måneder siden.

Jeg forsøgte også i sidste uge, men der gjorde det alt for ondt. Denne gang startede jeg så ud med at gå de første ca. 3 kilometer i rask tempo, og da jeg så var varmet godt op, satte jeg i løb.

De første skridt gjorde godt nok også lidt ondt, men jeg bed det i mig og fortsatte. Snart havde foden vendet sig til det, og jeg fløj afsted. Jeg havde lyst til at grine og græde, så lykkelig var jeg.

Det har været utrolig hårdt for mig at være så fysisk hæmmet i så lang tid. Mit humør er dalet, jeg har været utilfreds med min krop, og jeg har været enormt fortvivlet, fordi jeg ikke kunne se en ende på min elendighed.

Nu ligger der en masse hård træning foran mig for at få min form tilbage, men det gør slet ikke noget. Jeg glæder mig til at svede og blive forpustet og have ondt i musklerne. Herfra kan det kun gå fremad. Næste stop ringhjørnet!

Berlinertur

Nå ja, jeg kan da godt fortælle, hvad jeg har lavet i efterårsferien.

Jeg tog med tøserne til Berlin for at besøge Jules, som i øjeblikket arbejder for et stort advokatfirma der nede. Vi tog toget direkte fra Århus til Hauptbahnhof og inlogerede os i Mitte fra onsdag til søndag. Det er en fantastisk by, som jeg sagtens kunne have tilbragt længere tid i.

Jeg fik dog set Brandenborger Tor, Rigsdagen og alt det der. Jeg var oppe i fjernsynstårnet, på kanalrundfart og DDR museum. Der blev aflagt visit hos Knut, shoppet et par fine nye, lange læderhandsker, spist Döner, kysset en enkelt legomand af australsk herkomst, og så blev der hældt en hel del vodka/red bull indenbords.

Jeg var vild med alle kontrasterne der nede. Byen er i konstant bevægelse, men har alligevel en rolig puls. Det er så afgjort ikke sidste gang, jeg er i Berlin.

Tøseterapi

Jeg er i lidt bedre humør i dag.

Jeg startede dagen med at spise morgenmad med to af jurapigerne, og det var virkelig en humørbooster. De er så søde og boblende, og jeg fik virkelig grint igennem. Jeg glæder mig rigtig meget til at tage til Berlin med dem i oktober. Vi sad så længe og pludrede, at vi var lige ved at komme til at gå fra regningen, da vi endelig skulle afsted :-) Det er rigtig skønt at have nogle gode piger omkring sig - det skulle være alle forundt.

Efterfølgende humpede jeg byen rundt og jagtede vinterstøvler, men jeg kunne ikke rigtig finde nogle, der duede. Måske finder jeg nogle i Berlin.

Om et par timer skal jeg på arbejde. Det er en lidt træls opgave, men det gør ikke så meget mere.

En lidt pivet pige i Århus

Jeg sidder her og kigger ud på den smukke dag og føler en vis bitterhed mod de mennesker, der løber rundt der ude, fordi de ikke er mig.

Denne her forstuvede fod gør virkelig ikke gode ting for min personlighed. Jeg er irritabel og ubehagelig, og så har jeg mest af alt enormt ondt af mig selv. Jeg har ikke lyst til at se eller tale med nogen. Føler ikke, at jeg har noget at sige.

Jeg har længe vidst, at jeg har depressive tendenser, men jeg plejer at kunne bekæmpe det ved at dyrke en hel masse sport.

Nu ved jeg ikke helt, hvad jeg skal gøre. Jeg føler mig fanget i min lejlighed og en lille smule fortabt.

Jeg ved godt, at det ikke vil være sådan her altid, men det ville være rart, hvis nogen kunne fortælle mig, hvornår det er overstået.

Tømmermænd i flere afskygninger

Jeg fik virkelig slået et hul i jorden i går. Det er først nu, at jeg kan begynde at bevæge mig lidt rundt. Ellers har jeg været lænket til sengen hele dagen nærmest ude af stand til at bevæge mig pga risiko for opkast.

Det er sjovt, fordi jeg troede egentlig ikke, jeg var så fuld, mens det stod på, men her i bagklogskabens lys, kan jeg godt se, at den måske fik lidt mere, end den kunne trække.

Jeg har danset min forstuvede fod et par uger tilbage i forløbet. Jeg har haft en meget fortrolig samtale med en fyr, jeg ikke bryder mig om, der endte med, at jeg fik et smækkys af ham. Nå ja, og så væltede jeg naturligvis spontant foran baren. Resten er lidt tåget. Jeg mener helt bestemt, at jeg ikke snavede med nogle førsteårsdrenge, men jeg kan ikke sige det med sikkerhed - min venindes lillebror var jo til stede.

Heldigvis var X-en der ikke til at se noget af ovenstående. Jeg har stadig et enormt behov for at være ovenpå, når jeg ser ham. Hvorfor ved jeg faktisk ikke.

Der var en del, der spurgte til den forsvundne blog. Jeg var ikke klar over, at SÅ mange i min omgangskreds læste med. Det bekræfter mig bare i, at det nok var en udmærket ide at lukke den.

En ny begyndelse

Jeg har blogget i ca. et år under mit eget navn, hvilket jeg egentlig har været godt tilfeds med.

Jeg kan enormt godt lide blogmiljøet, og jeg kan godt lide, at kunne få afløb for mine tanker på alle tider af døgnet. Der er noget enormt befriende over at skrive. Det sætter system på tankerne og skaber plads.
Jeg har en tendens til at køre i ring med både små og store ting, men siden jeg begyndte at blogge, har jeg opdaget, at det er en ventil, der i et eller andet omfang kan give mig ro.

På det sidste har jeg dog følt mig meget hæmmet af de rammer, jeg havde fået skabt på min blog. Noget af det, der optager mig mest i øjeblikket, er mit forhold til andre mennesker. Min familie, venner og ikke mindst mændene i mit liv. At jeg ikke kunne skrive om disse ting, var simpelthen blevet for stor en begrænsning.
Samtidig bliver jeg mere og mere bevidst om, at jeg snart skal ud på arbejdsmarkedet, og at min fremtidige arbejdsgiver måske vil se, hvad han kan finde om mig på nettet.
Hvis skriveriet skal give mening, kan det ikke hjælpe noget, at være så bevidst om, hvem der kan finde på at læse med. Derfor var jeg desværre nødt til at lukke min elskede blog.

Anonymiteten giver mig mulighed for at skabe et mere ærligt rum, hvor jeg også kan vise de grimme sider af mig selv uden at frygte for, at jeg bliver konfronteret med dem i den virkelige verden.
Jeg tror, at det er det rigtige for mig.