torsdag den 27. august 2009

Irriterende mandetyper

(...og et lille tværsnit af det århusianske natteliv)

1. Listepikken
Han foregiver at ville være din ven, opbygger langsomt tillid, mens han gradvist skubber grænserne for venskabet, indtil han i et overraskelsesangreb forsøger at bytte kropsvæsker med dig.

1.a. Byturs-listepikken
Han vil gerne i kontakt med dig, men tør ikke kaste sig ud i en direkte konfrontation. I stedet stiller han sig typisk tæt op ad dig og følger efter, hvis du flytter dig. En mere modig byturs-listepik kan også komme i tanke om at danse op ad dig, mens du danser med din veninde.

2. Don Juan Senior
Han er på alder med din far (af og til bekendt af din far), tyndhåret og ofte af sydlandsk herkomst. Dette forhindrer ham dog ikke i at lægge skamløst an på dig, og når dette ikke umiddelbart giver pote, giver han sig til at fortælle om, hvor mange penge han har.

søndag den 23. august 2009

Fodboldtanker

Jeg havde helt glemt, hvor sjovt det er at gå på stadion. Store fadøl midt på dagen og tilladelse til at råbe uafbrudt i halvanden time. Pretty freakin fabulous!

Det er fem år siden, jeg sidst var til fodbold*, men det var overraskende nemt at falde ind i rytmen igen. Hvis man bare synger "lå" eller "Silkeborg", er man tilsyneladende ikke helt galt på den.

Fodboldfans er dog blevet noget beskidte i munden, siden sidste gang mormor var i byen. "Vi-håber-det-gør-ondt"-sangen til de skadede spillere var lige streng nok til min smag, og jeg syntes også, det var lidt synd for dommeren, at han skulle hedde "ludersøn", selvom han tydeligvis var både købt og betalt. I gamle dage ville vi bare have råbt "dommern har lårt i lommern!".

Hvorom alt er, var det dog megasjovt at være afsted igen og en fornøjelse at se, at drengene i mellemtiden har lært at spille fodbold.


*bortset fra en enkelt Agf-kamp sidste år, som jeg kun var til, fordi jeg blev bestukket med øl og stadionpølle.