Jeg har accepteret, at jeg er en kegle

"Line, du er altså den eneste, jeg kender, der gør sådan noget!"

Denne kommentar har plaget mig i nogle dage nu.

Den faldt fra min venindes mund til en anden venindes fødselsdag forleden.

Suk, jeg må nok hellere fortælle, hvad det var, jeg gjorde.

Vi var samlet fire tøser i køkkenet hos min veninde, hvor vi pludrede, mens hun lavede mad. Efter kort tid begyndte jeg at blive lidt træt af at stå op, så jeg fik mig diskret møvede i position, så jeg kunne sætte mig på den eneste skammel i rummet. Den rokkede lidt, da jeg satte mig på den, men jeg tænkte ikke nærmere over det.
Der gik nok godt fem minutter, hvor jeg sad på skamlen og delvist bladrede i en kogebog og snakkede med, indtil en af pigerne pludselig udbrød: Guuud Line, du sidder på kagen!!!
Det viste sig, at det der havde rokket var en bradepande med en kagemand i og et viskestykke henover.
Da var det så, at kommentaren faldt.

Og så er det, jeg tænker, at det da ikke kan være sandt. Jeg kan da ikke være det eneste menneske, der gør mig selv til grin den ene gang efter den anden. Hvis det var tilfældet, ville Sys Bjerre jo ikke have noget at synge om. Jurapigerne er naturligvis perfekte og sætter sig aldrig på ting, der ikke er egnet hertil, men jeg er nu ret overbevist om, at der findes andre elefanter i denne glasbutik af en by. Måske skal det være mit nytårsforsæt at finde nogen af dem.

Kagemanden tog for øvrigt ikke slemt skade. Den var måske en kende flad på midten, men da den først var blevet prydet med glasur og slik, var den vældig fin igen.