Sure mænd

Der er opstået et helt nyt irritationsmoment i Århuspigens liv.

Jeg har fået for vane at handle søndag eftermiddag, hvor kun et enkelt supermarked i mit nærområde har åbent. Dette betyder ikke alene, at jeg står i kø i en halv time - det gør egentlig ikke så meget, når bare jeg har min IPod med. Nej, det betyder endvidere, at jeg hver søndag løber ind i Bartenderen, som jeg havde en kort affære med, efter jeg gik fra Schweizeren.

Jeg har egentlig ikke noget imod denne mand. Jeg synes, vi havde nogle gode uger sammen, selvom jeg godt vidste, at det ikke skulle være os to.

Det hele endte dog på en lidt mærkværdig måde. Jeg tog til fest på universitetet og glemte som sædvanligt alt om min mobiltelefon. Der er meget høj musik til vores fester, vi er meget fulde, og jeg bryder mig faktisk heller ikke om, når folk sidder og fumler med deres mobil til en fest.

Da jeg kom hjem fra festen med min Mac Donalds mad i hånden ved ca. 4 tiden, var det første jeg fik øje på et postkort fra Schweizeren. Mit hjerte sank, og det gik op for mig, hvor meget jeg egentlig savnede ham. Min telefon ringede, og jeg fik en hysterisk Bartender i røret, der spurgte mig, hvad der var galt. Han mente selvfølgelig: Hvorfor har du ikke svaret på de tusinde beskeder, jeg har lagt på din telefon? Men fuldedum, som jeg var, svarede jeg: Jeg har lige fået et postkort fra min X-kæreste.

Bartenderen flippede ud. Han syntes, jeg havde holdt ham for nar, og jeg gad egentlig ikke prøve at rede trådene ud nu, når jeg alligevel havde opdaget, at jeg endnu ikke var ovre Schweizeren.

Anyway, alt det gik hurtigt i glemmebogen for mig, altså lige ind til det gik op for mig, at han stadig er skide bitter på mig. Jeg smiler pænt og hilser på ham, når vi mødes, og han kigger væk og går sin vej.

Det er meget generende hver søndag at blive mindet om, at der er nogen der ude, der synes, man er helt vildt dum. I virkeligheden har jeg jo heller ikke gjort andet end ikke at være forelsket i ham, så jeg synes det er lidt uretfærdigt.