fredag den 26. juni 2009

Brændemærket


Efter en hyggelig frokost ved åen er jeg nu indehaver af et fint lille kors på brystet :-)

søndag den 14. juni 2009

Jeg vågnede i morges og var enormt vred på én fra arbejdet. Hun havde endnu en gang ringet og forsøgt at lokke mig på arbejde, og jeg havde igen måttet afslå, da jeg fortsat læser til eksamen. Denne gang blev jeg dog stillet et ultimatum; jeg kunne komme på arbejde eller betragte mig selv som opsagt. For øvrigt måtte jeg vel også kunne tage til takke med en lidt lavere karakter. Luften var tyk af bebrejdelser.

Jeg var stik tosset. Hvad i al verden bildte hun sig ind?! Jeg er glad for mit arbejde, men min uddannelse er da stadig det vigtigste.

Jeg skumlede faktisk temmelig længe, indtil det gik op for mig, at det muligvis bare var noget, jeg havde drømt. I virkeligheden er de utroligt søde og forstående på mit arbejde. Det kan ikke helt udelukkes, at jeg har lidt dårlig samvittighed over sådan at lade dem i stikken.

torsdag den 21. maj 2009

Sport mod mavesår

Jeg er virkelig presset for tiden og stresser ud over det sædvanlige.

I mandags gik det pludselig op for mig, at jeg havde alt for lidt tid til at forberede mig til eksamen. Jeg fik ondt i maven og kvalme af at tænke på det, og jeg måtte virkelig tvinge mig selv til træning, fordi al tid væk fra læsningen pludselig forekom mig altafgørende.

Jeg kom dog afsted, og faktisk viste det sig, at de fysiske symptomer på eksamensnerverne efter to timers træning var pist væk. Jeg havde det meget bedre, da jeg kom hjem og fik endda taget et ryk mere med læsningen.

Siden har jeg trænet hver dag for at holde gejsten oppe. Det er virkelig et godt middel mod stress. Jeg har stadig lidt tyndslidte nærver, men apetitten er vendt tilbage og de negative tanker skubbet lidt i baggrunden.

Hvis nogen ser en aarhuspige, der løber som om, hun havde fanden i hælene, er det så bare mig, der læser til eksamen...

onsdag den 13. maj 2009

Krop og sjæl

Jeg finder det exceptionelt svært at samle mig om eksamenslæsningen denne gang. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det er fordi, jeg har så meget fokus på min krop for tiden, at det intellektuelle går lidt fløjten.

Jeg er begyndt at bokse igen, hvilket fylder utroligt meget. Jeg håber meget på at blive kampklar til efteråret, og det arbejder jeg på, alt hvad jeg kan.

Jeg går stadig til cirkeltræning med pigerne og løber selvfølgelig ved siden af, så alt i alt træner jeg efterhånden næsten hver dag. Det er i sig selv jo sundt nok, men jeg kan bare ikke lade være med at tænke på det hele tiden. Jeg burde bekymre mig om læseplaner og terpe som en gal, men det eneste jeg har i hovedet er bokseserier og tanker om, hvordan man mon smider 4 kg. uden at tabe styrke.

Sandsynligheden for at jeg kommer til at tjene millioner som professionel bokser er nok rimelig minimal, så jeg burde virkelig tage mig sammen og fokusere på juraen. Det er bare ikke nær så sjovt...

mandag den 4. maj 2009

Overspringshandlinger

Jeg har lige set det sidste tilgængelige afsnit af Lost og overvejer, hvilken serie jeg nu skal kaste mig over.

Jeg burde virkelig få læst noget skatteret, men jeg giiiider bare ikke.

søndag den 19. april 2009

En traumatisk oplevelse

Der har været en episode i påsken...

Altså, jeg har jo for nylig været på skiferie, og en af mine mange påskesysler gik derfor ud på at vaske tøj efter denne ferie. Jeg havde netop vasket en hel masse tøj - mere eller mindre ALT, hvad jeg kan lide at gå i + mit skisæt, så jeg gik faktisk ned i kælderen for at finde noget, jeg kunne have på.

Til min store overraskelse hang der dog ikke noget tøj på snoren. Jeg blev lidt paf og gik forvirret et par gange frem og tilbage for at se, om nogen mon havde pillet det ned og lagt det et sted - men ak, vaskekælderen var tom. Rædslen steg op i mig, da det langsomt blev mig klart, at der var tale om et tyveri. Nogen (eller noget) havde brudt ind og stjålet alt mit tøj!

Jeg skulle lige have lidt tid til at samle mig, men så fik jeg da også ringet til politiet og fortalt min historie, som så overhovedet ikke kom bag på den rare politimand. Det er åbenbart noget, der sker hele tiden, at folk får stjålet deres vasketøj!?
Jeg har virkelig tænkt meget over det, og jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor folk gør sådan noget. Jeg går ikke i dyrt tøj, så jeg kan ikke forstå, hvad de vil bruge det til. Det er en meningsløs voldshandling, jeg er blevet udsat for.

Anyway, jeg har selvfølgelig sørget over min tabte garderobe, og det har været et forfærdeligt bøvl med indkøb af en ny, forsikringskontakt og alt det der, men jeg er nu ved at være der, hvor jeg kan lægge det hele bag mig og se frem mod nye beklædningsforhold. Jeg vil bare lige sige, at hvis der er nogle tøjtyve, der læser med, bør de tænke på, hvad det gør ved en ung kvinde at miste den garderobe, som hun har arbejdet så hårdt for at opbygge.

lørdag den 7. marts 2009

God weekend

Det er forældrebesøgsweekend med jurapigerne. Denne gang er turen kommet til Bjerringbro, hvor vi skal se Sinnes gymnastikbørn optræde. I aften skal vi i byen i Viborg på alle de steder, hvor hendes lillebror synes, at publikummet er for ungt. Jeg har hørt rygter om, at de har en Daisy. Det bliver superspass!

God weekend!