søndag den 19. april 2009

En traumatisk oplevelse

Der har været en episode i påsken...

Altså, jeg har jo for nylig været på skiferie, og en af mine mange påskesysler gik derfor ud på at vaske tøj efter denne ferie. Jeg havde netop vasket en hel masse tøj - mere eller mindre ALT, hvad jeg kan lide at gå i + mit skisæt, så jeg gik faktisk ned i kælderen for at finde noget, jeg kunne have på.

Til min store overraskelse hang der dog ikke noget tøj på snoren. Jeg blev lidt paf og gik forvirret et par gange frem og tilbage for at se, om nogen mon havde pillet det ned og lagt det et sted - men ak, vaskekælderen var tom. Rædslen steg op i mig, da det langsomt blev mig klart, at der var tale om et tyveri. Nogen (eller noget) havde brudt ind og stjålet alt mit tøj!

Jeg skulle lige have lidt tid til at samle mig, men så fik jeg da også ringet til politiet og fortalt min historie, som så overhovedet ikke kom bag på den rare politimand. Det er åbenbart noget, der sker hele tiden, at folk får stjålet deres vasketøj!?
Jeg har virkelig tænkt meget over det, og jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor folk gør sådan noget. Jeg går ikke i dyrt tøj, så jeg kan ikke forstå, hvad de vil bruge det til. Det er en meningsløs voldshandling, jeg er blevet udsat for.

Anyway, jeg har selvfølgelig sørget over min tabte garderobe, og det har været et forfærdeligt bøvl med indkøb af en ny, forsikringskontakt og alt det der, men jeg er nu ved at være der, hvor jeg kan lægge det hele bag mig og se frem mod nye beklædningsforhold. Jeg vil bare lige sige, at hvis der er nogle tøjtyve, der læser med, bør de tænke på, hvad det gør ved en ung kvinde at miste den garderobe, som hun har arbejdet så hårdt for at opbygge.