Jeg er ude i noget regulær dating i øjeblikket med en fantastisk dejlig mand, jeg har mødt.
Den slags ligger mig ellers lidt fjernt. Jeg er jo ikke just den romantiske type, men det har vist sig både at være hyggeligt, romantisk og spændende til en afveksling.
Jeg mødte ham en sen nattetime i det århusianske natteliv lige inden jul. Vi snakkede i timevis, hvorefter han fulgte mig ned til min cykel, kiggede mig dybt i øjnene og sagde, han gerne ville se mig igen. Så kyssede han mig og bad om mit nummer. Den slags kan jeg jo ikke stå for, så det fik han.
På grund af hele juleræset skulle der dog gå en hel uge, inden jeg fik ham at se igen. Vi aftalte at mødes på en café, hvor vi endte med at sidde og snakke fra kl. 20 til kl. 02. Tiden fløj bare afsted. Endnu engang fik han en godnatsnaver og blev sendt hjem. Man kunne efterhånden fristes lidt til at løfte den ene ben i kysseøjeblikket.
Men så var der jo nytåret, og der gik derfor 5 dage mere, hvor jeg ikke så ham, indtil i går, hvor vi skulle i biffen. Vi så Australia. Den var rigtig god og perfekt til at holde lidt i hånd i mørket.
Efter filmen var vi hjemme ved mig og få et par øl. Vi endte til min store forbavselse igen med at snakke til kl. 2 om natten. Efterfølgende blev det til et par timers snaven på sengen i bedste teenagestil. Ikke noget hanky panky. Til sidst faldt jeg i søvn i hans arme. Det er ligesom at gå i 7. klasse igen :-)
Jeg kan falde helt i staver, når jeg kigger på ham. Han er høj og bredskuldret, totalt fit, mørkhåret og så har han de dejligste blå øjne med fine små smilerynker omkring. Så flot.
Hvis jeg ikke passer på, bliver jeg da vist helt forelsket.