lørdag den 26. september 2009

Den anden kvinde

Stadig omgivet af gårsdagens sprittåger finder jeg mig selv filosoferende over et tilbagevendende fænomen.

En ret stor del af de mænd, der lægger an på mig, når jeg er i byen, er mænd som har kærester. Ikke nok med det, det er mænd, som ikke lægger skjul på, at de har kærester.

Det undrer mig, at jeg bliver ved med at rende ind i disse fyre, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det måske har noget med min udstråling at gøre.

Men hvad er det så ved mig, der skriger affære? Små ubevidste kast med nakken, glimt i øjet måske. Jeg ved det ikke. Og når man ikke er klar over det, hvordan skal man så kunne udstråle noget andet?

Jeg har altid været en noget flyvsk natur og trives ikke godt i parforhold, men det betyder jo ikke, at jeg er interesseret i at ødelægge det for andre.

Jeg tror, jeg vil prøve at spørge den næste stive en-eller-anden-piges-kæreste, hvorfor det er mig, han prøver lykken hos...

Ingen kommentarer: